Siden Gud skabte denne verden med alle dens galakser, solsystemer og planeter med alle mulige livsformer både i vandene, på landjorden, i luften og i ilden kom der efter en tid hjorte der vandrede rundt i flokke og strejfede omkring i ensomhed på Jorden.

Gud havde sørget for at hjortene hvorend de gik altid havde nok at spise og et sted at sove om natten.

Hver morgen ved daggry rejste hjortene rundt og ud for at mødes med de andre flokke og alle deres venner i skoven og på sletterne for at udveksle erfaringer og prøve hinandens styrker af.

Engang for ikke så længe siden kom en hanhjort i uføre med sin flok fordi han ikke kunne indordne sig under de regler som den bestemmende hanhjort havde bestemt at de skulle leve under. Han var en meget stædig hjort og tog ikke de ældres regler til sig bare fordi at de havde bestemt det skulle være sådan, men udfordrede hele tiden deres visdom med mere eller mindre skarpe spørgsmål. Det hele endte med at han kom op at slås med lederhannen og måtte se sig slået. Derfor forlod han sin flok for at finde sig sin egen flok som han kunne lede efter sin egen overbevisning.

Som han nu strejfede omkring i skovene og på sletterne i ensomhed kom han en dag til en stor åbning dybt inde i en kæmpe skov. Åbningen førte ind i et mørkt rum og for enden af rummet var en gang. Han kunne skimte lys for enden af gangen og begav sig modigt derhen imod, for han havde fået at vide af sin mor som føl at når han en dag blev stor nok skulle han forlade hende for at finde hen til denne åbning, som ville føre ham til hans sande jeg. Dengang forstod han ikke hvad hun mente, men det var også ligemeget nu hvor han var blevet ældre og netop var et søgende væsen. Han vidste stadig ikke om det var hans sande jeg han egentlig ledte efter, men på en måde kunne han godt se at efter alt hvad der var sket, hvor han havde sat sig op imod de ældres regler og ikke ville tage deres ord for gode varer, var han jo igang med at skabe et nyt liv for sig selv og på den måde var han vel på den rette vej mod sit sande jeg.

Alt dette fløj igennem ham som han begav sig hen imod lyset for enden af gangen og han ænsede slet ikke alt det kryb som havde lukket åbningen i stilhed bag ham.

Målbevidst traskede han igennem gangen hen imod lyset og da han  kom derhen mødte han en kæmpe stor hund, som han først blev rigtig bange for. Fordi hunden kom galoperende med tungen ud af munden og fråde stående ud til alle sider, så han ville til at løbe den samme vej tilbage gennem gangen som han var kommet ind, men da han vendte sig var der pludselig ingen gang længere men kun en væg med alt muligt kryb og rødder fra træerne i skoven.  Så han styrtede afsted rundt om i rummet for at komme væk fra den store hund.

Henne midt i rummet lagde han mærke til at der var et lys som lyste hele rummet op, og forfulgt af den galoperende hund søgte han ind mod lyset.

Da han kom tæt nok på var det han følte sig båret op i luften som om en usynlig hånd havde rakt ud efter ham og forsigtigt bar ham ind imod lyset. Da han kom endnu tættere begyndte han at høre en stemme sagte synge med en vidunderlig klang. Og endnu tættere kunne han se en menneskeskikkelse.

Det var en kvinde og han følte sig draget imod hende og mærkede ikke længere frygten for hunden men ænsede kun denne vidunderlige klang og kvindens yndefulde former.

Det var en meget stor kvinde der sad på en trone og hjorten sprang op på hendes skød og blev med det samme helt slap i kroppen og faldt i en dyb dyb søvn....

Efter et stykke tid vågnede hjorten igen og vendte sig for at se på den smukke kvindes ansigt og han spurgte: “hvem er du?” og hun svarede: “jeg er Tara”.

Hun fortsatte med at tale til ham og sagde: “du er kommet her for at finde dit sande jeg og jeg har nu fjernet dit gamle jeg og givet dig et nyt. Tag ud i underverdnerne sammen med hunden, som vil oplyse din vej for dig. Sammen vil I være et stærkt par og intet vil kunne stoppe Jer, når bare du husker at tage dig godt af hunden, så vil den være den mest trofaste følgesvend nogen kan tænke sig og altid være parat til at hjælpe dig når du har brug for det. Jeg har givet hunden en fakkel som skal fjerne mørket på din vej og når du kommer ud i lyset vil faklen selv gå ud og hunden gå tilbage gennem mørket til mig, og duskal gå ud og finde din egen flok som du nu med min hjælp er istand til at lede på rette vej. Jeg vil altid være ved din side selvom du ikke kan se mig, bare lyt til fuglene eller vinden eller bækkens rislen eller flodens bulren, og spørg mig om vej”.

Efter at have fået den besked rejste hjorten sig fra Taras skød og fulgte efter hunden med faklen op igennem underverdnerne. Der var meget mørkt og tåget i den første underverden, og som de gik gennem den kunne de ikke se andet end nogle små lys der glimtede her og der. Hjorten vidste ikke hvilken retning de skulle gå, så han satte sin lid til hunden som førte an med faklen og så ud til at vide nøjagtig hvilken retning de skulle gå i og det gjorde hjorten tryg.

I den anden underverden var der stadig meget mørkt men tågen var lettet og man kunne se små bål på deres vej. Det var dog temmelig mystisk at opleve for hjorten, og han havde hele tiden en lyst til at gå hen og varme sig ved et af bålene, men hunden virkede ikke distraheret af dem men fortsatte efter sin egen snude og hjorten fulgte troligt med.

I den tredje underverden var der kommet flere lys som glimtede omkring dem og da hjorten havde set ordentligt efter kunne han se at det var som om at de lys som havde været der i de tidligere underverdner havde formeret sig og havde lavet små familier af lys der glimtede. Hjorten følte sig draget imod dem, men hunden fortsatte målrettet videre ind i den fjerde underverden.

Her var lysene endnu mere talrige og de familier som var der i den forrige underverden havde nu formeret sig med andre familier så det ud til. Der var nemlig opstået en vandring af lysfamilier ind i hinanden som de var gået fra den tredje til den fjerde underverden, og de havde dannet noget der kunne minde om stammer med hinanden.

Som de drog ind i den femte underverden lagde hjorten mærke til at stammerne havde bekriget hinanden og at der var nogle stammer som voksede sig større og større i takt med at de havde indtaget de andre stammer. På den måde var der blevet temlig koldt i den fjerde underverden, fordi så mange lys var blevet slukket. Det blev der så til gengæld rådet bod på i denne underverden hvor der blev sunget og råbt og skreget og tændt bål igen.

I den sjette underverden havde de største stammer samlet sig på nogle ganske få steder og lod sig lede af de største lys, som udstak de retninger de skulle bevæge sig. Der blev efter en tid massiv krig mellem de største lys, som brugte deres magt over de andre lys til at vinde mere plads at stråle på. Denne adfærd blev efterlignet og som de begav sig ind i den syvende underverden var lysene der før strålede mest ikke længere dem der udstak retningen for de andre lys, for de kunne nemlig selv bestemme hvor de ville hen og trak andre mindre strålende lys rundt med sig. På den måde kom der mere og mere lys til som gjorde det omgivende mørke mindre dominerende og som de drog ind i den ottende underverden var der lys der strålede overalt omkring dem.

Det var nu meget vanskeligt for hjoten at orientere sig, for hvilket lys skulle han vælge at følge? Han vidste det ikke men huskede hvad Tara havde sagt til ham om hunden og han traskede videre efter hunden som havde faklen og det lys som han havde fået at vide han skulle følge.

Efter et stykke tid hvor de havde vandret rundt blandt alle lysene havnede de i den niende underverden og her var alting lyst. Faklen var gået ud, for nu havde de jo heller ikke brug for den mere, og hunden takkede for denne gang, men sagde også at den var blevet rigtig glad for deres venskab og at hjorten nu måtte se på alle hunde som sine venner og bruge dem og bruge dem til at hjælpe sig med at beskytte sin flok imod dem der ville dem ondt. Hjorten sagde også tak for det tro følgeskab og den måde hvorpå hunden havde været en stor styrke for ham og lovede hunden at alle hunde var velkommen i hans selskab.

Således gik det til at hjorten fandt sit sande jeg og lærte at sætte pris på sine venskaber. Senere hen skulle han dog så gruelig mange kvaler igennem, for sådan går det når man vil være herre i eget hus, som han nemlig rigtignok blev efter et møde med en hunhjort.